Viden
Grænser
Krop
Fællesskaber
Tema: KROP
Skal jeres video handle om, hvordan kroppen bliver påvirket, hvis man ender med at sige ja – selvom man egentlig ikke har lyst?
Man kan sige ja til mange ting, selvom man egentlig ikke har lyst. Til at mobbe andre. Til at gøre dumme eller farlige ting. Eller til at drikke alkohol eller smage puff bars. Alligevel kan det være svært at sige nej. Måske vil man gerne passe ind i vennegruppen, være sej, eller føle sig som en del af fællesskabet.
Kroppen
Menneskets hjerne er først færdigudviklet, når man er voksen. Derfor er børn og unges hjerner særligt sårbare overfor påvirkning fra nikotin, alkohol og rusmidler.
Hvis man ikke siger nej, kan man risikere at blive afhængig. Kroppen vil have mere, og det bliver svært at koncentrere sig i skolen, finde ro, og tænke på andet end det, kroppen vil have.
For eksempel kan nikotin, som er i snus, puff bars og cigaretter, også give angst, stress, og skader i munden.
Følelserne
Man kan også komme til at sige ja til at være med til ting, man ikke har lyst til. For eksempel at gøre noget dumt eller farligt, fordi man vil imponere sine venner. Eller være med til at mobbe, selvom man ikke har lyst.
Hvis man kommer til at sige ja, kan det mærkes i maven. Det føles forkert at gøre noget, vi ikke har lyst til. Man kan blive ked af det, og få svært ved at sove.
Hvad kan andre unge i Kolding Kommune gøre?
Hvis jeres video skal handle om kroppen, skal I vælge dette tema. Jeres video skal handle om, hvorfor man gør sin krop en tjeneste, når man har modet til at sige nej.
I bestemmer selv, hvordan videoen skal laves – om I selv vil være skuespillere, om I vil lave animation, eller noget helt tredje.
Når videoen er færdig, skal I sende den ind til os via denne side.
Refleksionsspørgsmål og dilemmaer
Mangler I inspiration til jeres video? Måske skal den tage udgangspunkt i et af de dilemmaer, I finder her:
Dilemma 1
Solen skinner, Ida og Sofie sidder sammen udenfor på en bænk ved skolens sportsplads, og arbejder sammen om en danskopgave.
“Ej Ida, jeg er så træt, jeg kan slet ikke koncentrere mig i dag”, siger Sofie. “Ved du, hvad min storebrors ven sagde til mig i går?”, svarer Ida. “Han sagde, at de altid tager snus i timerne, og at de slapper af og koncentrerer sig meget bedre, når de tager det.”, siger Ida.
Sofie bliver nysgerrig. Hun har tit svært ved at sidde stille i timerne, og ved at koncentrere sig om opgaverne. Måske ville hun også få lettere ved at falde i søvn om aftenen? Sofie har lyst til at prøve snus, men hun har også hørt, at nikotin kan være farligt.
Refleksionsspørgsmål
- Hvorfor kan det være fristende at tro, at nikotin kan hjælpe én i hverdagen?
- Hvad sker der egentlig med kroppen og hjernen, når man bruger nikotin?
- Hvad vil I foreslå at Ida bruger til at slappe af fremfor nikotin?
Dilemma 2
Emma er til fødselsdag hos en fra klassen.
De andre hopper rundt på trampolinen og filmer hinanden til TikTok.
“Kom nu Emma, du skal også hoppe ned fra taget på skuret – det bliver sygt fedt på video!”, siger en af de andre. “Vi andre har alle sammen gjort det, så det er altså kun dig, der mangler!”
Emma kan mærke, at hun bliver nervøs. Hun får sommerfugle i maven og synes egentlig, det virker farligt. Men alle de andre griner og synes, det lyder sjovt, og hun har ikke lyst til at være den eneste, der siger nej.
Refleksionsspørgsmål
- Hvordan kan kroppen reagere, når man bliver presset til noget, man ikke har lyst til?
- Hvorfor kan det være svært at lytte til sine egne grænser, når andre forventer noget af én?
- Hvordan ville I sige fra i situationen?
Dilemma 3
Maja har lige fået et par nye bukser, som hun glæder sig til at vise sine veninder fra klassen. Hun tager en snap af sit spejlbillede med bukserne på, og sender den til nogle klassekammerater.
“Er de ikke lidt stramme? Jeg har de samme bukser, og de sidder altså helt anderledes på mig,” svarer Andrea.
Majas anden klassekammerat Kaya svarer bare “💀💀”.
Maja bliver flov. Hun havde følt sig glad og flot i sine nye bukser, men nu føler hun sig helt forkert. Hun begynder at tænke over, hvordan hun kan ændre sin krop, så hun måske ikke længere føler sig så forkert, og passer bedre ind.
Maja begynder at undre sig over hvorfor hun føler hun skal ændre sig for at være god nok.
Refleksionsspørgsmål:
- Hvilke tanker og følelser kan Maja få, når hun hører klassekammeraternes kommentarer?
- Hvorfor tror I, at det kan være svært at holde fast i at være glad for sig selv, når andre siger noget negativt?
- Hvordan ville I sige fra i situationen?
- Hvad tror I er vigtigt at gøre så alle føler sig accepteret og trygge i deres krop – uanset hvordan den ser ud eller bevæger sig?
